LETRÆF på Stevns Klint
lør. 10. aug.
|Store Heddinge
Vil du lære at tæmme en vild have eller et mindre naturareal på naturens præmisser, så kom til LETRÆF og bliv dus med leslåning som værktøj, naturplejeredskab og samvær med ligesindede i smukke naturomgivelser ud til Østersøen. Undervisningen tilbydes i 2-timers blokke.
Tid og sted
10. aug. 2024, 10.00 – 16.00
Store Heddinge, Højeruplund, Højerup Bygade 30, Stevns Klint
Gæster
Om eventet
Vi mødes og slår med le på Højeruplunds overdrevs lige syd for den gamle kirke og syd for legepladsen. Her har et overdrev udviklet sig over 30 år. Her er mange sjældnere planter, men også høje stauder og græsser, der på sigt kan dække den fine flora og insektliv. Leslåning fjerner en stor mængde næring fra området, bundet i plantevæksten. Særligt de lave, nøjsomme overdrevsplanter vil have nemt ved at komme igen, i forhold til de kraftige planter som mister pusten mest. Kom og gør en forskel sammen med mange andre ligesindede. Få lært de basale færdigheder ved leslåning og det at holde et leblad skarpt og blankt.
Alle er velkomne, begyndere, øvede og eksperter. Der er indkøbt lidt over 20 leer til lejligheden, som der kan være rift om. Derfor er arrangementet brudt op i 3 blokke á 2 timer, så mange kan komme i sving i løbet af dagen. Man er mere end velkommen til at komme med sin egen le - også en gammel og rusten. Dog vil leblade over 70-75cm i reglen være vanskelige at blive dus med. I vores værksted kan alle rustne leblade blive som nye på få minutter, og hvis du ikke selv kan bruge bladet, så kan LETRÆF altid finde et godt hjem til bladet.
VIGTIGT: Leslåning og det at hvæsse et leblad kan give snitskader. Her er det din egen forsikring som skal dække. LETRÆF er ikke ansvarlig for eventuelle skader. Er du ofte uheldig med redskaber, så medbring og brug arbejdshandsker og lignende. Børn er velkomne, omend de vil være deres forældres ansvar i hele forløbet.
Hver 2-timers blok indledes med kort præsentation af leen som redskab og kulturbærer med fokus på teknik, holdning og sikkerhed. Herefter slås i mindre, afgrænsede områder ad gangen, hvorfra høet kan rives sammen og samles til bunke. Midtvejs er der indlagt pause, hvor områdets flora beskrives ligesom vedligehold af lebladet bliver gennemgået. Har du dit eget leblad med, vil det være muligt at prøve kræfter med disciplinen "harring" af lebladet, som sikrer en barberblads finish og skarphed. Ellers demonstreres teknikken med flere metoder. Efter pausen afrunder vi vores område, så vi er klar til næste delområde.
Du kan købe en billet her på siden, eller du kan vise din interesse ved at sende mig en sms på 3119 3239 eller en mail til jpbiotop@gmail.com
Billet sikrer gratis parkering ved Højeruplund, hvor det ellers normalt koster netop 50 kr. at parkere. De 50 kr. refunderes ikke, hvis man bliver forhindret eller ikke møder op som planlagt. Hvis vejrudsigten varsler markant nedbør på dagen, så aflyses arrangementet, og forsøges gentaget ugen efter. Alle tilmeldte/interesserede vil få besked i givet fald senest et døgn før. Men vi satser jo på høj sol og flot sommervejr.
Tidsplan
1 time 50 minutterLETRÆF formiddagsprogram
Højeruplunds overdrev
1 time 50 minutterLETRÆF middagsprogram
Højeruplunds Overdrev